Når man overvejer at
finde sin slægt kan man tænke over:
Er man parat til ikke kun at finde heltene, men også skurkene
i slægten?
Der er altid en mulighed for at ende i adelskalenderen, men tilsvarende
en risiko
for at havne i et strafferegister. Begge dele er fascinerende og giver
særdeles
gode muligheder for en videregående dokumentation af
slægtens gøren og laden,
men de fleste af os - og det er vist meget godt - er helt almindelige.
Og så må
man grave dybt i arkiverne for at belyse forfædrenes
færden.
Kan man stille sig tilfreds med kun at finde nogle af
slægtningene?
Man bliver nok nødt til det. Der er altid en risiko for, at
nogle arkivalier er væk.
Kirkebøger og folketællingslister kan
være
gået til ved brand eller andre ulykker,
og så går der sport i at finde forbindelserne hen
over
disse huller. Og tilfredsstillelsen
er stor, når det lykkes.
Sidst, men ikke mindst, bør man tænke
på, at noget
af det bedste, man kan give sine
efterkommere i arv, er bevidstheden om at kende sin slægt og
dens
fortid.